Anne er nystartet bryllupsarrangør og har sammen med sine to venner, Lars og Jesper lavet det lille bryllupsfirma ”Den Store Dag”. Anne har det selv svært med kærlighedslivet. Hun har efterhånden forberedt sit eget forestående bryllup med sin kæreste, bankmanden Steen, i så lang tid, at romantikken for længst er forsvundet. Kærligheden kommer dog uventet tilbage i Annes liv. Det kendte tv-par, Anders og Signe skal giftes, og Anne, Lars og Jesper hyres til at arrangere årets helt store mediebryllup. De tre arbejder hårdt på at gøre begivenheden fejlfri, men da Anne forelsker sig i den kommende brudgom, bliver alting pludselig meget kompliceret.