Fabrikant Frigh har besøgt Kitty i København og beslutter at tage tilbage til hotellet for at lægge kortene på bordet. Men hvordan fortæller man sin kone, at man forlader hende? Frigh vælger at søge råd hos den mest erfarne på området, skuespiller Weyse. Samtidig venter Max og grosserer Madsen utålmodigt på svar fra arkitektkonkurrencen, der kan sætte gang i forretningen. For fru Aurland er ventetiden derimod slut. Hvis hendes mand har fundet ud af, han ikke er far til deres barn, er det på høje tid, hun får talt ud med ham, koste hvad det vil. Men så modtager Weyse en længe ventet opringning, der vender op og ned på det hele.