Lone på 53 år er sygeplejerske og har, det seneste år, boet i Vallensbæk, tæt på sin datter og børnebørn. Men datteren, Pernille, frygter Lone snart flytter igen. For hver gang de økonomiske problemer er blevet for store for Lone, har hun revet teltpælene op og er flyttet et nyt sted hen. Lones evige flugt fra dårlig økonomi har gjort at Pernille nu har meldt Lone til Luksusfælden. For Pernille er Luksusfælden moderens sidste chance for at bevise over for hende, at hun ikke længere vil flygte. Og at hun ikke igen rejser fra sin datter og børnebørn. For hvis hun gør det en gang til, bliver Pernille nødt til at bryde kontakten med sin mor. De sidste tolv år har Lone boet otte forskellige steder, blandt andet i Grønland, i Norge og på Fyn. Alle steder hun har boet, har hun efterladt sig gæld. Nu sidder Lone i en lejlighed til 11.000 kroner om måneden, som hun har valgt, fordi hun gerne vil have et værelse til sine børnebørn.